![]()
Skjern d.17. juli 2007
Kære trænere
I det fortsatte arbejde for at gøre Skjern Volley til en klub, der kan rumme alle uanset køn, alder og evner, er det vigtigt, at vi kan tilbyde hvert enkelt medlem at spille på et hold, der passer til den enkelte. Dette muliggøres gennem en bred vifte af forskellige typer hold, hvilket kræver et stort antal medlemmer.
Ved seneste sæsonafslutning kom det frem, at rigtig mange nuværende medlemmer er parate til at anbefale Skjern Volley til venner og bekendte. Dette vil komme dem selv, de nye medlemmer samt resten af klubben til gavn, og som tak vil Skjern Volley derfor kvittere med at trække 50 kr. fra det nuværende medlems kontingent per betalende nyt medlem.
De nærmere retningslinjer for krediteringen er som følger:
Det nuværende medlem skal have været medlem i sæson 2006/07, og det nye medlem kan ikke have været medlem i et eller begge af de seneste to sæsoner.
Der krediteres maksimalt 200 kr. til et eksisterende medlem, og krediteringen vil først finde sted efter at det nye medlem har betalt sit kontingent. Det nye medlem modtager ikke refusion. Er der tvivl om, hvilket eksisterende medlem, der har opfordret det nye medlem til at spille i Skjern Volley, afgøres det af det nye medlem. Refusionen kan kun ske til ét eksisterende medlem.
Ved tvivl afgøres udfaldet af den siddende bestyrelse i fællesskab.
Med venlig hilsen
Andreas Berg Nielsen
Kasserer, Skjern Volley